Harlem Kiddies
Dette orkester blev dannet i efteråret 1940 af trommeslageren Kai Timmermann (16.5.1912-9.1.1996) som Black and White Swing-Kvartet, men ændrede navn i januar 1941, da det udvidedes til en kvintet. Besætningen var ret konstant gennem besættelsesårene, med brødrene Jonny og Jimmy Campbell på henholdsvis altsaxofon/klarinet og guitar, trompetisten Kaj Winther og Bruno Henriksen på klaver. Henriksen blev dog i sommeren 1941 erstattet af Gunnar Bengtzon, og ved dennes død ved en ulykke i efteråret 1943 kom Max Leth med. Repertoiret var jazz og rhumba, og gruppen spillede i en vital og udadvendt stil, der mindede om Louis Jordans Tympany Five eller Fats Wallers små grupper. Jonny Campbell var orkestrets dominerende solist, på altsax i en aggressiv og staccato spillemåde, der var beslægtet med Louis Jordan og Pete Brown, men herudover var Gunnar Bengtzon og Max Leth de bedste solister. I 1947 trådte Timmermann ud af orkestret, som herefter blev ledet af Jonny Campbell.